Stine Bodholt trækker i træningstrøjen på HMI

32-årige Stine Bodholt, som spiller i Horsens HH Elite, skal undervise håndboldeleverne på Hou Maritime Idrætsefterskole.

“For mig er det vigtigt, at vi har det sjovt og kan grine sammen, både spillere og trænere. Og det ved jeg, at de øvrige undervisere på HMI også lægger stor vægt på”, smiler Stine Bodholt, og tilføjer:

“Jeg elsker det sociale miljø på en efterskole. Dét, at eleverne bor på skolen gør, at vi kan tilbringe mere tid sammen, både på og udenfor banen. Jeg glæder mig meget til at begynde”.

Horsens-spilleren taler af erfaring. I sin seneste spillerperiode i Viborg, var hun tilknyttet som håndboldunderviser på Hald Ege Efterskole.

 

En kapacitet på HMI

På efterskolen i Hou smiler forstander Peter Gordon også. Han glæder sig til at få Stine Bodholt med på trænerholdet.

“Det er en helt fantastisk at kunne tilknytte en håndboldkapacitet som Stine til vores i forvejen stærke team. De erfaringer og oplevelser hun har høstet gennem en superflot karriere, er jeg overbevist om, at vores elever kan lære rigtig meget af”, siger Peter Gordon.

Forstanderen ser det som et kæmpe plus, at Stine Bodholt både har erfaring fra efterskoleverdenen og bor i kommunen.

“Jeg er sikker på, det her bliver et perfekt match”.

 

Odder er den private hjemmebane

Stine Bodholt er vokset op i Viborg og begyndte sin håndboldkarriere som 10-årig i Viborg HK. Den vedholdende træning som ungdomsspiller i den grønne trøje førte til både Skive fH og Team Esbjerg, før hun i august 2018 igen var at finde på banen i Viborg HK.

Efter et års tid i fødebyen, satte viborgenseren kursen mod franske Nantes Atlantique Handball. Efter det første år kom Corona og dernæst en forestående familieforøgelse hvilket betød, at stregspilleren i sommeren 2021 vendte hjem til Danmark. I dag er hun en del af spillertruppen i Horsens HH Elite og bosat i Odder med mand og barn.

Fra 2014 til december 2019 spillede Stine Bodholt også på det danske landshold.

Læs mere om Håndboldlinjen

 

13. februar 2022