Erfaren sejler med på holdet

“Jeg er meget optaget af, at give glæden ved at være på vandet videre, og jeg ønsker at være med til at åbne sejlsporten endnu mere op for nye såvel som garvede sejlere”, fortæller Christian Kajberg, og tilføjer:

“Da muligheden bød sig for at arbejde med unge mennesker, sejlsport og samfundsfag på HMI, var der ingen betænkningstid”.

Den 36-årige århusianer har sejlet både optimistjolle, E-jolle, 405’er og lidt 29’er. Det var en prøvetime på Egå havn med hans matematiklærer, der vakte interessen for sejlsport for den dengang 7-årige Christian.

 

Lærerseminariet vandt over social science studier

Med en studentereksamen i hånden tog Christian til London for at påbegynde social science studierne. Et frivilligt arbejde på en lokale skole ændrede dog hans planer – han ville være lærer.

Tilbage i Danmark begyndte han på lærerseminariet og vendte samtidig tilbage til sejlsporten som træner i Egå og senere Aarhus Sejlklubs jolleafdeling.

Christian har dyrket sejlsport på højt plan og cyklet meget. I øjeblikket tilbringer han mest fritiden i kansas bukser og sikkerhedssko som handyman på familiens renoveringsprojekt af hus og have.

Se alle HMI’s medarbejdere

 

4. august 2021