Medarbejder til kommunikation og markedsføring

Charlotte Boes vil fremover varetage HMI’s Kommunikation og Markedsføring. Hun har en baggrund som marketingansvarlig i rejsebranchen, er uddannet digital marketing manager og fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Derudover har Charlotte erfaring med projektledelse og udvikling af gruppe- og efterskolerejser.

“Måske min bedste julegave… at få mulighed for at hjælpe andre forældre og unge med at få øje på HMI og gevinsterne ved et efterskoleophold”, smiler Charlotte, og tilføjer:

“Som mor til tre børn, der har gået på tre forskellige efterskoler, ved jeg, hvor meget et efterskoleophold beriger og udvikler de unge. Jeg har glædet mig utrolig meget til at blive en del af det univers her på HMI”.

 

At gøre en forskel for andre, gør en forskel for mig

I fritiden er Charlotte engageret i den frivillige organisation ’Jysk landsbyudvikling i Nepal’, som bestyrelsesmedlem og kommunikation- og eventansvarlig, ligesom hun, fra hjemmet i Hou, tilbyder private coaching- og stressrådgivningsamtaler. Charlotte finder stor tilfredsstillelse i at gøre en forskel for andre og i mødet med mennesker og nye kulturer.

At rejse er Charlottes store passion og som medlem af de De Berejstes Klub, er der typisk et nyt rejsemål i sigte. Naturoplevelser og vandreture i Danmark har dog for tiden overtaget udenlandsrejserne, og de kombineres gerne med overnatning i familiens retro campingvogn

23. november 2020