”Det er en dyb og tung viden, vi skal opbygge på hele kommunikationsområdet. Der er jo ikke lige en maskine eller et system, der kan det hele og passer på alles behov. Samtidig tager det tid at lære at forstå borgernes behov – hvad de har brug for at kommunikere om og med,” siger Kitte Broge, ergoterapeut og hjælpemiddelvisitator i Randers Kommune.

Sagerne hjem til kommunerne

Da amterne i 2006 blev nedlagt og kommunerne formelt overtog udredningen af kommunikationssager og bevilling af -hjælpemidler, udliciterede mange kommuner opgaven til kommunikationscentre rundt om i landet. Efterhånden tager flere kommuner dog opgaverne hjem, og det stiller nye krav til terapeuterne på hjælpemiddelområdet. I Randers Kommune har visitationsenheden også gradvist taget flere og flere sager hjem, og fra nytår er det helt slut med at sende sager ud af huset. Terapeuterne er vokset med opgaven, men der er stadig meget at lære, fortæller Kitte Broge og hendes kollega Kirsten Laigaard.

Fra administrator til specialist

Kitte Broge er den terapeut i Randers Kommunes visitationsenhed, der har arbejdet længst med kommunikationssager, som hun har håndteret siden overdragelsen fra amterne. I starten var opgaven overvejende administrativ. De fleste kommunikationssager blev sendt videre til Center for Syn og Hjælpemidler i Aarhus, der udredte og anbefalede, så kommunen blot skulle tage sig af den konkrete bevilling.
De seneste to år har enheden fx selv taget sig af alle ordblindesager og nogle af de lettere kommunikationssager, og i takt med at flere sager er blevet taget hjem, er de blevet to terapeuter om opgaverne. Og det er en stor fordel at have nogen at sparre med.
”Vi udvikler os meget sammen i teamet,” siger Kitte Broge, og Kirsten Laigaard supplerer:
”Det er jo ikke fordi, det er et område med mange sager, men mange af de sager, der er, fylder meget, fordi de kræver megen viden, som vi er nødt til at tilegne os hen ad vejen. Vi må ikke glemme, at terapeuterne fra Center for Syn og Kommunikation har opbygget deres viden over 15-20 år.”

Kurser, erfagrupper, netværksmøder og meget mere

For at blive godt klædt på til opgaven suger de viden til sig, alle de steder de kan komme til det.
”Vi får lov at tage til mange ting, fordi det er et område, der er under opbygning,” siger Kitte Broge og fortæller, at de blandt andet besøger specialinstitutioner og -skoler for at se og høre, hvordan og med hvilke hjælpemidler man arbejder, og hvilke erfaringer man har gjort sig.
Senest har Kitte Broge været på tre ugers minikursus i Ask arrangeret af TAVS-gruppen i Nordjylland.
Derudover har begge deltaget i Hjælpemiddelinstituttets netværksmøder, og de bruger i det hele taget netværkene kommunikation.hmi.dk og tekst.hmi.dk meget, fortæller Kitte Broge, der bl.a. har brugt kommunikation.hmi.dk’s forum til at stille spørgsmål til de øvrige deltagere, ligesom hun har benyttet muligheden for at søge hjælp hos netværkets juridiske team, som består af jurist Anita Klindt og ergoterapeut Ulla Thisted.

Tværfaglige samarbejder

Til hjælp for teknologiske opsætninger og udredninger samarbejder de to visitatorer med Synsteamet i Randers Kommune, hvor den mere tekniske kompetence er samlet. Og så har de ikke mindst et tæt samarbejde med de tre nabokommuner Norddjurs, Syddjurs og Favrskov, som de løser problematikker i forhold til kommunikationssager i samarbejde med.
”Vi ønsker at opbygge et tværfagligt netværk bestående af fagpersoner inden for området,” siger Kitte Broge.
Det kræver et overblik over hvilke aktører, der er at trække på både i kommunens egne rækker, i samarbejdskommunerne, blandt private virksomheder, på PPR-kontorer, i VISO, på undervisningscentre osv. At de er godt på vej, illustrerer Kitte Broge ved fra en tyk mappe at trække en oversigt frem med titlen ”interessenter på kommunikationsområdet efter 2011/2012”.
I forvejen har de god erfaring fra et tilsvarende tværfagligt netværk på ordblindeområdet.

Opfølgning på sager nødvendigt

Kitte Broge og Kirsten Laigaard vil gerne sikre sig, at det arbejde, de lægger i sagerne, også bærer frugt. Med et kompliceret område som kommunikationsområdet nytter det ikke bare at bevilge og så regne med, at hjælpemidlet gør sit.
”Nogle af sagerne vil kræve flere netværksmøder og længerevarende afprøvninger for at indkredse, hvad det er, der virker. Og selv når vi så har fundet frem til det, vi mener, er den bedste løsning, er der ingen garanti for, at hjælpemidlet implementeres ordentligt og fungerer i praksis. Derfor følger vi op og videreudvikler på den enkelte sag, hvis vi vurderer, der er behov for det,” fortæller Kitte Broge og giver et eksempel på, hvorfor kommunikationssager har en tendens til at blive mere tidskrævende end mange andre hjælpemiddelsager.
”Vi har en sag med en senhjerneskadet kvinde, som er ude af stand til at tale og kun kan bruge den ene hånd. Det er en svær sag, og det har taget lang tid at afdække, hvor meget hun kan både motorisk og kognitivt, samtidig med at hun stadig gør fremskridt i genoptræningen. Hun har søgt om en talemaskine, men vi overvejer, om en iPad eller anden hverdagsteknologi kan være en bedre løsning. Center for specialundervisning for voksne er en god sparringspartner, idet de i deres forløb er med til at afklare, hvordan borgeren formår at kommunikere. De arbejder på at ansætte en talepædagog, hvilket vil være et godt supplement i kommunikationstræningen,” siger hun og fortæller, at visitationsenheden desværre først er kommet ind i sagen efter to år med genoptræning.
Derfor har de talt med forløbskoordinatoren, som har kontakt til sygehus og genoptræningssteder, om at gruppen af senhjerneskadede så hurtigt som muligt får kontakt til visitationsenheden.
”Vi kan fremstille lettilgængeligt kommunikationsmateriale, som vil give mulighed for hverdagskommunikation, indtil der foreligger en endelig afklaring af sagen,” forklarer Kitte Broge.

Viden med tiden

På den måde er sagen et godt eksempel på den udfordring, terapeuter og visitatorer, der er relativt nye på kommunikationsområdet, står over for: At oparbejde og vedligeholde både en teknisk viden om de hjælpemidler, der findes, og samtidig opbygge viden om kommunikationsområdet generelt – hvad er borgernes behov, hvilke muligheder findes der, og hvem kan og skal vi arbejde sammen med?