Nyheder om kompenserende teknologi og hjælpemidler – udgives af Hjælpemiddelinstituttet
Del
|
RSS

Nyhedsbrev

Abbonér på Socialstyrelsens nyhedsbrev, hvis du fortsat ønsker at blive opdateret med nyheder samt kurser/konferencer inden for hjælpemiddelområdet.
Der arbejdes på en løsning, hvor du særskilt kan abbonere på nyheder om hjælpemidler. Indtil videre skal du vælge områderne 'Ældre' og 'Handicap'.
 

Social på nettet på egne præmisser

Skal mennesker med funktionshæmning ikke have adgang til de samme teknologiske kommunikationsmuligheder som alle andre? En mor til teenager med udviklingshæmning fortæller om vigtigheden af at have adgang til sociale netværksværktøjer.
Af: Dorthe Sørensen
Dato: 07-12-2011

Som mor til Tobias, en skøn udviklingshæmmet dreng på 13 år, har en af mine bekymringer været, hvordan jeg kunne støtte vores dreng i at få opfyldt sine behov for ligeværdige sociale relationer. Min største frygt har været tanken om ensomhed, og hvad det kan føre med sig, når voksenlivet indtræder. Det har ligget mig meget på sinde at give Tobias et godt fundament, så han er rustet til et socialt voksenliv med venner og bekendte. Det har dog ikke været så let, da kammeraterne fra skole, aflastningstilbud med mere ikke bor rundt om hjørnet. Samtidig er det et faktum, at funktionsnedsættelserne i sig selv og geografiske forhold kræver ressourcer og planlægning, hvis man fx vil lave en aftale om at overnatte hos hinanden. En dreng som Tobias har ganske enkelt færre gode venner. Han har svært ved selv at finde frem til nye bekendtskaber, og der er også udfordringer forbundet med det at vedligeholde venskabet. Så trods anstrengelserne kan jeg konstatere, at det har haltet lidt i forhold til udvikling af sociale kompetencer hos Tobias.

Visuelt baseret fjernkommunikation

For to år siden fik jeg via mit arbejde kendskab til en simplificeret form for Skype, som Tobias fik lov til at prøve. På daværende tidspunkt var Tobias ikke særlig computerinteresseret. Jeg håbede, at det ville vende, hvis han kunne se et formål med at bruge Skype. Jeg skrev rundt til familie og venner, og mange var parat til at tale med Tobias, når han ringede op. Vi fik et webkamera og sikrede os, at kontaktpersonerne også havde det. Det blev en kæmpesucces, for pludselig kunne Tobias selvstændigt og helt uafhængigt af os få kontakt til andre - og det kunne ske lige så ofte, han lystede. I dag har Tobias også fået skolekammerater på sin simplificerede Skype, og de kan Skype sammen i timevis. De ser film hver for sig, men sender kommentarer om filmen til hinanden, de finder musik og film til hinanden på YouTube, spiller guitar og er i bund og grund sammen uden fysisk at være i samme rum. Det har haft en meget positiv effekt på Tobias' udvikling. Hvor det før var sådan, at andre skulle styre samtalen, og Tobias svarede med et ja eller nej, tager han nu lige så ofte selv styringen, og han har fået en vidunderlig, udviklende nysgerrighed på andres gøren og laden, som han spørger ind til. Det har også været med til at udvide hans ordforråd, ordforståelse og forståelsen for sætningsdannelser samt lært ham lidt pli og etik i forhold til, hvordan man gebærder sig i cyberspace. Det at være sammen på denne måde er ikke en fuldgyldig erstatning for det fysiske samvær. Det er derimod et helt enormt godt, effektivt og udviklende supplement, og jeg glæder mig over, at vi som familie også har denne mulighed for kontakt til Tobias, når han en dag flytter hjemmefra.

Billed- og skriftbaseret kommunikation

Tobias er nu også blevet introduceret til internetværktøjet Herbor, der indeholder et simplificeret mailprogram, en billedudvekslingsplatform, kalenderfunktion og meget mere. Den største fordel ved Herbor er, at alt, der er skrevet, kan læses op.

Man kan lave forhåndsudfyldte mails med indhold som »hvordan går det«, »skal vi lege sammen«, »har du lyst til at besøge mig« og fødselsdagshilsner, som Tobias med få klik kan sende af sted. Tobias har også fået smag for kalenderfunktionen, da han her kan få læst sine aftaler op. Fx kan jeg gøre hans hverdag forudsigelig ved at beskrive, hvad der skal ske hos lægen og andre steder. Disse beskrivelser kan Tobias så efterfølgende få læst op i sin kalender. I Herbor findes også funktionen Skrivevenner, som man kan bruge til at finde pennevenner online, men denne mulighed har vi endnu til gode at tage helt i brug. I Herbor kan man oprette fotoalbums med tekst og tale, og Tobias har selv bestemt, hvilke billeder der lægges ind, han har inviteret andre til at se sin 'hjemmeside', og folk har skrevet tilbage til ham både på mail og i den gæstebog, der også er en del af værktøjet.

Dette er Tobias' 'Facebook', og som mor er jeg meget tilfreds med, at han har disse funktionaliteter til rådighed i et beskyttet forum, som ikke er offentligt, og hvor Tobias er i kontrol.

Det tegner rigtig godt med interessen for Herbor. Tobias har allerede sendt mails af sted, som han selv har forfattet indholdet af, og han har virkelig fundet motivationen for at anvende skriftsproget. Jeg håber, at det kan bidrage til bedre læse- og skrivekundskaber i fremtiden.

Jeg er overbevist om, at Tobias med disse internetbaserede kommunikationsmuligheder kombineret med det, vi gør i forvejen, får et socialt fundament, der gør, at ensomhed ikke bliver et tema i hans verden.

Viden om muligheder skal udbredes

Som mor er jeg fuld af begejstring over de mennesker, der udvikler programmer ud fra pædagogiske overvejelser om, hvordan Tobias og den målgruppe, han er del af, kan være med på beatet - i samme selvstændige grad som vi andre - og over, at disse programmer rammer og fungerer for så mange som muligt.

Jeg håber, at det pædagogiske fagpersonale rundt om i landet får viden om disse fantastiske muligheder, så man kan følge med i, hvilke udviklingsbaner, der er til rådighed for de mennesker, man arbejder med og for. Det er muligheder, der kræver hjælp til opsætning og andre tekniske problemstillinger, men teknologien er kommet for at blive, og jeg er sikker på, at udviklingen vil fortsætte i fremtiden.

Lignende nyheder

Socialstyrelsen - Telefon: +45 72 42 41 00 - Email: ViHS@Socialstyrelsen.dk