
Teknologi til ordblinde i erhverv 2011
3. maj 2011, Comwell Middelfart
Konferencen Teknologi til ordblinde i erhverv, der skulle have været afholdt 2. maj 2012, er desværre aflyst.
Den store udfordring for en øget anvendelse af teknologi til ordblinde i erhverv er, at det kræver en ny måde at indtænke virksomhedens organisation, daglige drift og samarbejde med offentlige institutioner som fx VUC- og jobcentre. Det gælder både i forhold til teknologien, det tekstmateriale, der anvendes, ledelsen, den enkelte medarbejder, fagforening og tillidsmænd, de konkrete bevillingsmuligheder og den nødvendige undervisning. Men udgangspunktet er, at teknologi alene gør det ikke!
Med dette i fokus var konferencens hovedtema: it-støtte i virksomheden – barrierer og muligheder. En række udvalgte virksomheder, projektkonsulenter, VUC- og jobcentre, der har stor erfaring med implementering af it-støtte, fortalte om de største barrierer og muligheder. Der var desuden debat og erfaringsudveksling mellem oplægsholderne internt og konferencens deltagere.
De virkelige eksperter, nemlig de ordblinde medarbejdere, der møder udfordringen på virksomheden, og som anvender it-støtte i hverdagen, var også repræsenteret. Også 3F, der gennem flere år har haft stor fokus på undervisning og it-støtte i virksomhederne, præsenterede deres erfaringer og bud på fremtidige visioner.